-
Techaktier hjælper den norske oliefond til trecifret milliardafkast
المصدر: BDK Finans / 14 أغسطس 2024 04:37:45 America/New_York
Den norske oliefond opnår et afkast på 8,6 procent eller 1478 milliarder norske kroner i første halvdel af 2024. Det svarer til omkring 936 milliarder danske kroner. Det viser den norske oliefonds halvårsopgørelse. Særligt fondens aktier i teknologiselskaber er steget i værdi. Her lyder afkastet på 27,9 procent. - Sektoren nød godt af stor efterspørgsel efter nye AI-løsninger (løsninger inden for kunstig intelligens, red.) fra de største internet- og softwareselskaber og deres leverandører af halvledere, skriver oliefonden i opgørelsen. Den norske oliefond er skabt af den norske stat til at investere nogle af de mange penge, som Norge tjener på olie. Den fungerer som en en buffer for statsfinanserne og giver politikerne større handlemuligheder i den økonomiske politik. De norske politikere må dog højst bruge tre procent af oliefondens værdi om året. Nu har fonden en værdi på 17.745 milliarder norske kroner, svarende til over 11.200 milliarder kroner. Det er en stigning på 1980 milliarder norske kroner i løbet af årets første seks måneder. Foruden afkastet er værdien steget som følge af udsving i valutakurser og tilføring af penge fra den norske regering. Det svarer til, at hver nordmand har omkring tre millioner norske kroner sparet op i fonden, påpeger Kim Blindbæk, som er seniorøkonom i Sydbank. Den norske oliefond har samlet 11.155 investeringer fordelt i 71 forskellige lande. Det gælder både investeringer i aktier, obligationer, ejendomme og grøn infrastruktur. Særligt aktieinvesteringerne har givet et godt afkast i årets første halvår. Her lyder afkastet på 12,5 procent. Også i Danmark har fonden en række investeringer. Blandt andet ejer fonden 3,98 procent af kabelproducenten NKT og 3,38 procent af logistikselskabet DSV. Fonden har også en ejerandel i danske Novo Nordisk. Ifølge Euroinvestor har oliefonden dog solgt ud af sine aktier i det danske medicinalselskab i løbet af første halvdel af 2024. Hvor ejerandelen i december 2023 udgjorde 1,87 procent, udgør den nu 1,75 procent. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/techaktier-hjaelper-den-norske-oliefond-til-trecifret-milliardafkast